OM MIG

Og min baggrund

Min baggrund og data

Navn: Michael Ljungstedt Andreasen.

Alder: 40 år.

Indehaver af Miljan Coaching & Psykoterapi og Green Media Productions.

Uddannet og certificeret ID Lifecoach fra ID Academy.

Uddannet og certificeret Stresscoach fra Forebyg Stress ved Bjarne Toftegård.

Uddannet ID Psykoterapeut® på ID Academy.

Uddannet Elektroniktekniker fra Frederiksberg Tekniske Akademi.

Arbejdet 2 år som rådgiver hos LGBT Danmark, på deres ungdomstelefon.

1 års erfaring som pædagogmedhjælper i flere vuggestuer.

10 års erfaring med detailsalg bl.a. som leder.

3 års erfaring som kørende relationssælger i hele Danmark.

2 års erfaring som souschef i en svensk IT kæde.

Arbejdet i elektronik industrien i 2 år.

Den bedste ekspert erfaring jeg har er mit livs erfaringer. Jeg har igennem hele mit liv oplevet, sanset, følt og handlet derpå, for at få det bedste ud af livet. Det har bestemt ikke været let, ja faktisk meget hårdt. Jeg har arbejdet med mig selv alene, og sammen med andre behandlere for at få et godt liv. Jeg har selv kæmpet med bl.a.; grænsesætning (det at sige nej), ordblindhed, lav selvtillid, lavt selvværd, mobning, depression, homoseksualitet, kærligheden, stress, angst og andet. Med det sagt har det været hårdt, men har da også haft et godt liv 🙂 Jeg har altid været et følsomt menneske, men jeg havde troen og viljen til at finde vejen ud, også selvom det var hårdt. Mange af de ting jeg kæmpede med, kunne vær gået hurtigere, og måske mindre smertefuldt, hvis bare jeg var blevet behandlet af en som forstod mine følelser. Alt dette har været medvirkende til mit virke som coach og psykoterapeut for andre, som har samme udfordringer og behov: At blive set og hørt af en som har gået vejen, og kan guide dig sikkert igennem, med genkendelighed, forståelse og nærvær. Jeg er altid klar til at hjælpe dig.

Michaels liv i billeder

Min livshistorie (Kort fortalt, men stadig langt):

Barndomstiden

Jeg er født og opvokset i Kokkedal i 1979. Jeg har en bror der er 2½ år ældre end mig. Min opvækst har været fyldt med kærlige forældre, og søskendejalousi med min bror, der til tider var ret hårdt for os begge. Jeg husker min barndom som værende god, og har altid været fyldt med nysgerrighed og mod på livet. Som så mange andre glædede jeg mig til at starte i skole, og den var sjov i starten, men hurtigt stod det klart at jeg havde problemer, når det kom til at stave, læse og regne. Selvom jeg ikke helt forstod det, var min mor bekymret, og var godt klar over at jeg var ordblind. Skolen tog sig ikke af det. De vidste sikkert ikke hvad det var, og hvordan de skulle håndtere det. Så selvom jeg havde læst på lektierne der hjemme, blev jeg altid mødt med at jeg ikke havde lavet dem, hvilket op til 3-4 klasse blev så demotiverende, at jeg faktisk holdt op med det, da det jo aldrig var sjovt, og ingen forstod mig. Min mor prøvede mange alternative behandlinger, men intet hjalp. Jeg har op til ca. 3 klasse altid været glad for at snakke, men desværre begyndte mine klassekammerater at blive trætte af det, og bad mig gentagne gange om at holde kæft. I starten tog jeg det ikke alvorligt, men måtte sande, at det lykkes dem at få mig til at tie stille. Så fra at være drengen der talte, lukkede jeg i, og forsvandt tilbage i klasselokalet, og blev ”ham der aldrig siger noget”. Det var jeg vred og ked af, men hvad skulle jeg gøre ved det?

Pubertetens spæde år

Da jeg blev 12 år, blev jeg ret syg, og fik bl.a. angst og panikangst der havde store sociale omkostninger for mig. Jeg mistede mange af mine venner, og jeg var bange og ked af det, men vidste ikke hvad der var galt. Det samme gjaldt for mine omgivelser og familielægen der ikke havde en ide om hvad der var galt. Helt alene i det som 12-årig.

Tiden gik, og da jeg var 13 år, fortalte mine forældre mig at de ville skilles. Jeg var ulykkelig, og håbede på at det ikke ville ske. Jeg græd meget i den periode, og det hele virkede næsten syrealistisk. Da jeg var 14, var mine forældre skilt. Heldigvis kunne de godt (og gør det stadig) tale med hinanden. Jeg havde kort efter skilsmissen, lukket ned for mine følelser.

Teenage selvværd, identitet, fald og nyt håb 

9. klasse kom og gik, og jeg ville i 10. klasse på en nabo skole. Min utilfredshed med mig selv, over at havde lukket mig selv inde, fra jeg gik i 3. klasse, var det nu på tide at ændre mig til den jeg godt kunne lide at være. Det skulle 10. klasse hjælpe mig i gang med. Det var super svært og hårdt, og til min store overraskelse, blev jeg mobbet i skolen og på mit fritidsjob. Jeg kunne ikke tro det, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg var handlingslammet. I bakspejlet: Jeg kunne ikke sætte grænser eller sige ”nej!” Men jeg blev opmærksom på problemet for første gang. I 10. klasse accepterede jeg nogle følelser jeg havde haft siden 8. klasse: Jeg havde stærke følelser for mit eget køn, og der var ingen grund til at stoppe mig selv for de bedste følelser i livet. Så jeg accepterede at jeg var homoseksuel, og det var så rart at give slip, og give mig selv adgang til de følelser.

Da jeg var færdig med folkeskolen, ville min mor gerne hjælpe mig igen med min ordblindhed. Jeg var modvillig, men gik dog med til det. En dygtig behandler hjalp mig, og til min store overraskelse, hjalp det. Før første gang kunne jeg stave mange af de ord jeg aldrig havde kunnet i hele min folkeskoletid. En ny passion skulle komme snart… At skive, skrive, skrive og jeg blev frivillig skribent for et dansk Amiga computer magasin. Det var med til at give mig mere selvtillid, og gav mere mod på at skrive.

Første kontakt med psykologien uden at blive set og forstået

Jeg startede min ungdomsuddannelse som elektronikmekaniker, men kom ikke videre, da jeg ikke kunne finde en praktikplads. Desværre kom min angst og panikangst tilbage igen, og jeg var tvunget til at pause for en stund. I den periode gik jeg til en psykolog, som ikke hjalp mig til at få det godt. Jeg brød mig ikke om ham, og jeg havde angst for at besøge ham. Han fik lavet rod i mine følelser, og det endte med at jeg havde svært ved at kalde min far for min far, hvilket jeg skammede mig over. Faktisk elskede jeg min far og gør det også den dag i dag. Ideen kom fra psykologen på en meget insisterende og uempatisk måde. Det tog en del år at rydde op i det rod.

Så efter en pause med psykologen, begyndte jeg hos en psykiater der gav min lykkepiller. Jeg kunne godt lide ham, men samtaleterapien ledte ikke til nogen forløsning.

Jeg kunne starte på en ny uddannede, og kunne gennemføre en elektroniktekniker uddannelse. Under uddannelsen blev jeg igen mobbet, og ligesom som i 10. klasse var jeg overrasket, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Men en dag valgte jeg at sætte en grænse og sige klart og tydeligt NEJ! Til ham der prøvede at udnytte mig. Jeg var voldsomt nervøs, men stod fast, og det virkede. Min første sejr 🙂

Rette hjælp og opgør med dårlige vaner

Da uddannelsen var slut, kunne jeg mærke at lykkepillerne ikke gjorte mig noget godt. Bægeret var ved at flyde over. Jeg er på dette tidspunkt 21 år. Min mor har fundet en alternativ læge, som hun havde hørt meget godt om. Jeg tænkte at det måske kunne være noget, og efter første møde, var jeg 100% solgt. Her var for første gang en som forstod mig, og blodprøverne så ikke for gode ud. Et liv i flere år, hvor jeg drak ca. 1 liter cola hver dag, med slik og alt muligt andet. I behandlingsforløbet stoppede jeg totalt med alt det usunde, og blev inkluderet i alle detaljer af behandlingen. Jeg var ikke bare en klient, men jeg var med i behandlingen. Jeg fik fjernet mine kviksølvfyldninger, og startede en udrensning. Det var ekstremt hårdt, men jeg fik for første gang i mange år det godt igen. Jeg lærte at jeg skal passe godt på min krop, for ingen andre gør det for mig. I fordøjelsessystemet ligger så meget af vores immunforsvar, at vi i det store hele kan helbrede os selv, hvis der er optimale forhold der.

Voksen? Ja! Men “grænsesætningskampen” kommer på prøve.

Jeg fik mit første job som tekniker efter skolen, mine grænsesætninger kom på en kæmpe prøve. Desværre var direktøren på arbejdspladsen psykopat i en eller anden grad. Helt uden empati og forståelse for andre mennesker. Jeg gik ned med stress efter 2 år, og måtte stoppe med det samme. Min fagforening havde heldigvis hørt om ham flere gange, så de hjalp mig det de kunne.

Jeg havde mistet lysten til at arbejde med elektronikdesign professionelt, men ville hellere arbejde med mennesker. Kontakt med mennesker som sælger var lige sagen. Uden erfaring eller uddannelse indenfor salg, valgte jeg at starte fra bunden, og blev salgsassistent i Føtex’s radio/TV afdeling. Her skulle jeg igen kæmpe med grænsesætning og mobning. Jeg blev bedre og bedre til det, og lærte at sætte grænser og opretholde dem. Mere selvtillid, mere selvtillid, mere selvtillid 🙂

Depressionen rammer hårdt… Det store fald og kampen for lyset

Jeg havde en rigtigt dygtig chef, som jeg harmonerende godt med, og han fik mig med til Bilka, hvor jeg bl.a. blev leder for deres servicecenter. Desværre blev jeg ramt af en depression, som var svær at komme ud af. Den kom af mange forskellige små og store grunde, men dybest set handlede det om kærligheden. Der gik en del år, før jeg kom ud af den, og gik også i terapi som hjalp mig på mange områder. Efter 8 år i Dansk Supermarked havde jeg brug for nye udfordringer, og blev kontaktet af en virksomhed der kunne lide min profil. De var i gang med at starte en B2B afdeling op, med relationssalg til detailbutikker i hele Danmark. Jobbet var spændende og udfordrende på samme tid. Jeg mødte så mange spændende mennesker, men virksomheden klarede sig desværre ikke så godt, så efter 3 år var det slut.

Lyset, livet, kærligheden og nye mål

Jeg havde i mange år søgt med lys og lygte efter kærligheden, men kunne ikke finde den. Jeg prøvede til sidst at give op, og få fokus på andre gode ting i mit liv, bl.a. at rejse, bruge tid med venner o.s.v. Men da jeg havde givet slip, skete der det jeg aldrig havde set komme… Der stod han… Min kommende kæreste, som jeg stadig er sammen med i dag. Jeg havde igennem tiden stillet mig selv alle de forkerte spørgsmål, og set helt forkert på hele billedet. Det så slet ikke ud som jeg troede det så ud.

Med en sød kæreste i livet i en alder af 33 skulle der ske noget nyt. Nu ville jeg arbejde med mennesker. Jeg valgt at læse til Lifecoach, for så at læse videre som psykoterapeut. Min kæreste arbejder som pædagog i en vuggestue, og det lykkedes ham at overbevise mig om at arbejdet med de små børn faktisk er en god ide. Vi læste jo næsten de samme bøger, så det gav god mening. Jeg søgte job i vuggestuer som pædagogmedhjælper, og kom både gode steder og dårlige steder. Jeg har lært så meget om at være menneske ved at arbejde i et nonverbalt miljø. Det var en kæmpe gave, som jeg stadig nyder godt af. Nogle ting kan man ikke læse sig til, det skal mærkes og føles.

Efter vuggestuerne, fik jeg lyst til detailhandlen igen, og fik et job som souschef i en svensk IT detailkæde. Det var et skønt job, med søde kollegaer i både Danmark og Sverige. Efter det var tiden inde til at åbne mine egene virksomheder: Miljan Coaching & Psykoterapi der arbejder med mennesker, og virksomheden Green Media Productions der arbejder med videoproduktion.